Hvorfor jeg blev Coach

Hvorfor er jeg coach?

I 1994-1999 studerede jeg kontrabas på musikkonservatoriet. Jeg havde de bedste lærere (Niels-Henning Ørsted Pedersen, Bo Steif m.fl.). Hver Onsdag aften var der jamsession på Jazzhus Dexter, hvor jeg og mine medstuderende prøvede alt det vi hade lært af på scenen.

Tit og ofte når jeg var så heldig at få en bassolo, lagde jeg mærke til at stemningen i lokalet ændrede sig markant.  Når jeg fik solo, gik folk op i baren og bestilte drinks, mine medspillere begyndte at snakke sammen og rette på deres instrumenter. Jeg fik det indtryk at når jeg spillede solo, behøves der ikke at blive lyttet, men en kærkommen pause.

Det begyndte selvfølgelig at gå mig på. Har jeg talent?, Spiller jeg min tid med musik som åbenlyst ikke fører til noget?

Resultatet var at jeg begyndte at øve endnu mere. Jeg var villig til at kæmpe! Og jeg tænkte at det krævede hårdt arbejde! M.m. Derfor begyndte jeg at øve 8 timer hver dag for at få folk til at lytte. Men lige meget hvor meget jeg øvede, så vedblev resultatet det samme:
Ingen tog mit spil seriøst! Det begyndte at slide mig op indvendig, og det blev ved i over et år. Så skete der pludselig noget helt uventet!

På en ganske almindelig Onsdag aften, kunne jeg ikke længere holde det ud. Jeg følte at min musikalitet, var én stor løgn. Om dét at jeg var musikalsk, var en historie jeg selv havde blidt mig ind, eller blevet bildt ind, for at musikskolerne/konservatoriet kunne vise noget frem for at få deres tilskud, vidste jeg ikke. Men nu måtte jeg give slip på hele min integritet som bassisten, musikeren, talentet, fighteren Jakob Panduro. Dén Onsdag aften i november besluttede jeg, mens jeg sad og spillede, at nu er det slut. Jeg stopper ”for good”!

Vi begyndte så at spille jazzballaden: ”My funny valentine”, og vi kom til bassoloen.
Jeg orkede ikke mere, så jeg dropped alt det jeg havde øvet på.
Da soloen var slut, lød der et stort brøl fra publikum. Alle havde været stille under min solo, og var blevet fanget af musikken.

Der lød et stort bifald fra alle. Flere kom op bagefter for at give mig ros.

Fuck!!!… Hvad var der lige sket her?!?

Men så gik det op for mig. Det var i mit sind, at skiftet kom. Det var dér musikken pludselig kunne få plads. Det skift i sindet erstattede mange timers ”forgæves” øvning.
OK, det ene udelukker jo ikke det andet, men jeg spillede intet af det jeg havde øvet på. Nøglen var her at jeg tænkte og reagerede på en anden måde.

Jeg stod ikke længere i vejen for musikken!

Musikken har været der hele tiden, men jeg lod den ikke slippe ud, i frygt for at den skulle lyde for banal, eller jeg ikke havde kontrollen, og ikke kunne styre den hen mod den succes jeg vil have!.

Den episode er bl.a. årsag til, at jeg i dag er blevet Coach.

Her arbejder jeg bl.a. med at skabe et skift i vores automatiske handlemønstre. Ved afprøvede og nøje tilrettelagte spørgsmål, kan en Coach opløse begrænsningerne i vores liv og åbne op for optimisme, motivation, balance og sammenhæng i handlinger, værdier og resultater.
Jeg hjælper med at tage tingene op i et helikopter syn, så landskabet bliver meget større, og der er en klar sammenhæng mellem tingene samt man kan se nyt land.

Står du f.eks. over for et svært valg, kan en Coach finde på at spørge om: Hvad vil du gerne opnå? Hvad vil du undgå? Hvad vil du fjerne? Hvad vil du tilføje? – og derefter hjælpe dig med en plan, så du når dine mål.

Vores overbevisninger er ofte kun vores bedste gæt på, hvordan fremtiden bliver. Får vi ikke overbevisningerne sendt til syn en gang i mellem, kan vi opleve, at vi enten sidder fast i livet, eller ikke opnår de mål, som vi har drømt om.

Jakob Panduro
Coach i Aarhus